Rådgivning og støtte til fattige voldsramte kvinder
Projektets primære indsats, der er direkte fokuseret på ofrene for vold og voldtægt, er at sikre hurtig og relevant rådgivning i lokalområdet. Projektet har derfor stået for rekruttering og uddannelse af lokale kvinder fra 12 små landsbyer i distriktet. Landsbykvinderne fungerer som CSHELPs repræsentanter i landsbyen, hvor de står til rådighed for de lokale kvinder og selv tager initiatv til at afholde workshops om deres rettigheder.
Inden de frivillige rådgivere påbegynder deres indsats, er det sikret, at den lokale høvding er indforstået med og bakker op om indsatsen. Mindst en gang om måneden mødes de frivillige i CSHELPs lokaler i Creighton, hvor de superviseres og drøfter arbejdet.
I 2013 vil projektet desuden medfinansiere og understøtte etableringen af et mindre akut krisecenter ved CSHELP. I dag findes der ikke noget tilflugtssted for voldsramte kvinder og børn i området. Meningen er at sikre kvinderne husly i et par dage, alt i mens CSHELP arbejder på at få afkaret deres situtaion og evt. sendt dem videre til et safe house et andet sted i provinsen.