Anklaget for barnemord
En kvinde føder et barn og efterlader det i et toilet. Da abort er ulovligt i Cameroun er dette noget der sker ret tit. Man finder det døde barn i toilettet, og begynder at lede efter den kvinde der kan have gjort det. En tilfældig kvinde anklages, og WCICs advokater forsvarer hende i retten.
WCIC’s klient var en kvinde på 27 år som boede i området. De ledte efter en kvinde der blødte efter en fødsel. WCICs klient havde menstruation lige på det tidspunkt, hvor man eftersøgte området og mistanken faldt således på hende. Kvinden blev anklaget for barnemord. Da en af WCICs advokater besøgte det fængsel, hvor kvinden sad, havde hun været fængslet i et par uger. WCICs forsvar fokuserede på, at anklageren ikke kunne bevise, at det var netop denne kvinde, som havde født barnet.
Sagen sluttede i efteråret 2008 og kvinden blev kendt uskyldig og frikendt. I Cameroun er strafferammen for abort mellem 15 dage og 1 år i fængslet. Pengestraffen er over 50.000 cfa franc. Man kan både blive idømt bøde og fængsel.